Joakim Nygård Archive Linked About

Prisfald på boliger

19 May 2022

Jeg har tænkt lidt mere på hvad den stigende rente og inflationen gør ved boligpriser og afdragsbyrde. I dag er den faste rente på et 30-årigt obligationslån steget til 4% (rd.dk) fra 1,5% tidligere i år. Det betyder at et rent annuitetslån er blevet godt 1200,- dyrere om måneden pr. million før skat. For at ramme samme ydelse, skal lånebeløbet falde med ca. 25% (før rentefradrag)!

Det ser ud til at også bankerne er ved at melde det ud, i første omgang Handelsbanken (Finans.dk 18. maj):

Vi venter således som udgangspunkt, at huspriserne på landsplan vil falde med i omegnen af 10-15 pct. over det kommende års tid, og vi vil bestemt ikke udelukke mere markante prisfald i de dyreste områder som for eksempel lejlighedsmarkedet i København.

Og Nordea Kredit og Jyske Realkredit (Finans.dk 19. maj):

I kommuner, hvor boligpriserne er uændrede i forhold til 1. januar 2021, skal boligkøbere forhandle et afslag på 16 pct. hjem, før de er kompenseret for de sidste 16 måneders stigende renter.

Samtidig er prisen steget på både varme, transport og fødevarer, så rådighedsbeløbet udhules. Det er længe siden vi har været i sådan en økonomisk situation.