Ukendt titel

Feb 1998

“To gule og en blå…”

Sådan begynder bogen om en mand uden hat, men det er ikke denne bog vi skal beskæftige os med, enskønt den er ganske udmærket. Vi skal derimod følge forfatteren et lille stykke i hans liv, og hvem ved, måske dukker der uventede historier op af verdens dyb.

På rejsen vil vi lade manden selv fortælle sit liv som han lever det, et skridt ad gangen, men det er måske også den bedste måde at holde balancen på.

Under alle omstændigheder regner det og himlen er mørk og truende. Meteorologerne er i vildrede, de har aldrig set mage til vejr og er derfor noget usikre i deres prognoser om morgendagen. Gennem den våde rude, hvoraf regn glider ned, ser vi ham sidde, foroverbøjet ved et gammelt skrivebord med en kop i venstre hånd. Han sidder ganske stille og ser frem for sig.

Ganske langsomt glider vi gennem regnen og ruden og ind i værelset og mandens hoved. Her brænder to stearinlys forsigtigt, som for ikke at vække nogen med deres skær.

Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det nu en gang. Jeg tager en slurk af min lunke kaffe og ser igen på billedet på væggen overfor mig. Et kæmpe F er malet med rød. Jeg har et ubeskrevet stykke papir liggende foran mig og ved siden af det en Parker. Sådan har det været længe. I hele verden findes der intet menneske, der ved, hvad der vil stå på netop dette ark, ingen med anelse om de ord der engang vil fylde siden med deres verden. Aller mindst jeg selv. Derfor sidder jeg stadig her, søgende i mørket. Sådan skal det måske være.

Jeg har glemt at lukke køleskabet kan jeg se fra min plads. Ikke fordi jeg har noget mad i huset, men lyden af kompressoren irriterer mig. Uvist af hvilken grund rejser jeg mig ikke for at lukke køleskabsdøren, men venter blot til motoren slukker. Egentlig vidste jeg godt, at døren ikke var lukket, for lyden irriterede mig også for tyve minutter siden, men heller ikke da lukkede jeg den. Plejer jeg at være så ugidelig?

Jeg går ud i køkkenet og lukker køleskabet, da køleren starter for tredje gang. På vej tilbage medbringer jeg en saks fra øverste skuffe og sætter mig ved mit skrivebord. Jeg klipper et stort hjørne af papiret og sætter ild til det, mens jeg holder det i min hånd. Hvordan skal jeg nu skrive på den del?

Jeg kigger på mit ur: ti minutter over et. Natten skal først til at begynde, og et blik på vinduet nærmest, overbeviser mig om, at regnen ikke vil stoppe foreløbig.

Jeg tog min frakke og en paraply og nu går jeg i de mennesketomme gader i silende regnvejr og kan ikke få ild til min cigaret. Langt de fleste huse er mørke og virker dystre, næsten ubeboede på denne tid af døgnet. Jeg går i lang tid uden at vide hvorhen og hvad jeg tænker vil aldrig bliver kendt. Jeg ser mig over skulderen, men ingen fodspor røber min vandring. Snart ved jeg ikke, hvor jeg befinder mig, men jeg ser en pige i gul regnfrakke i samme retning som jeg. Jeg tager åbenbart længere skridt end hun, for snart er jeg oppe på siden af hende, eller også venter hun på mig.

- Hej, siger jeg. Hun kigger på mig med mørke øjne. Hendes hår er vådt og ligeledes mørkt.

- Hej, svarer hun, hvorfor er du her?

- Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen, og snart har jeg glemt, hvor jeg kom fra. Jeg erindrer et hvidt, næsten gulnet, ark på et bord. - Jeg skriver.

- Ja, svarer hun blot. Jeg ved ikke, hvorfor eller hvad hun mere siger til mig, for jeg har sat mig i en have med langt græs, hun står ude ved vejen og jeg kan se hendes mund bevæge sig. Så løfter hun armen til farvel og går videre. Græsset er vådt og mørkegrønt af væden, jeg indånder duften af regn og jord og hækkens blomster og pludselig ved jeg, hvor jeg er. Jeg ser mine tegn og ord og blækkens klatter på papiret, og det hele falder sammen omkring ét punkt, pennens spids. Og den bliver hvidglødende og varm og blød men hård. Jeg skriver og lever, skræver over det jeg tidligere har mistet og begrædt. Jeg ser mig over skulderen og over mig så langt tilbage jeg kan se i skumringen hænger mine tanker som talebobler over faldne seriehelte.

Og så sidder jeg her igen, ved mit bord med den hvide arkitektlampe og det blanke ark og den døde pen. Det regner som det ikke har gjort længe. Min frakke hænger drivvåd til tørre over en stol. Den er klattet til af jord og i det ene ærmes knaphul sidder en blomst fra hækken. Sært livet bevæger sig, tænker jeg og tænder den længe savnede cigaret. Jeg tænker på gamle tiders folk og deres tegn, Egypten, Kina, Mesopotamien, Grækenland. I en pyramide vil jeg begraves, verden skal vide jeg var her, om jeg så skal lægge sten for sten selv. Himlen flænses af en lyn og et øresønderrivende tordenskrald rammer mine trommehinder. Så begynder jeg:

“To gule og en blå…”