Mosaik

Nov 1999

#.01-455

Nu må tiden være inde til at delagtiggøre andre i en fortsat beretning om et menneskes mange liv. Eller er det mange menneskers ene liv, mennesker, man troede ukendte, irellevante og uden betydning for, hvad der sker næste gang?

Jeg husker tydeligt den dag, min elmåler sidst skulle aflæses. Den dag, manden fra elværket kom på besøg og aflæste mine varmeapperater og noterede differencen fra sids. Under en halvtom colaflaske lå præcis 10 ubetalte regninger, 3 af hvilke endnu uåbnede. Min båndoptager kørte stadig, selvom båndet havde viklet sig ind i maskinen for flere timer siden, da det ringede på døren. Jeg åbnede, og der, lige på den anden side af dørtrinnet, stod et menneske, jeg aldrig - hverken før eller siden - har set.

Omkring halv tolv samme aften, jeg sad og spiste havregryn med sukker (sukker, kemisk om en række stoffer af kulhydraternes klasse) og så et program i fjernsynet, vidst nok om forholdet mellem valget af shampo og sandsynligheden for at komme til tops i politiet, da jeg fik øje på en skikkelse udenfor.

Jeg fandt aldrig ud af, om han også havde en mønt i den anden brystlomme.

Jeg rejste mig og råbte noget ud af vinduet, noget i stil med “Deres bestilling er omfattet af Plaisir Corp. abonnementsvilkår for usædelig adfærd”. Skikkelsen forsvandt øjeblikkeligt, der var nærmest et tomrum, hvor den ukendte krop før havde været, et tomrum, mit udråb nu måtte udfylde alene. Jeg vågnede flere gange den nat, hver gang med urovækkende erindringer om en drøm fyldt med langbenede elefanter og hvidmalede udstillingsvinduer.

Den fremmede person stod lige foran mig og virkede overrasket, da jeg åbnede døren lige for næsen af ham. Nærmest som vidste han ikke, at der var en dør lige her. Han bukkede sig ned og samlede en gammel, iret mønt op, han tilsyneladende havde tabt lige forinden, muligvis af forskrækkelse over min pludselige tilsynekomst få centimeter fra hans næsetip. Han puttede mønten i sin venstre skjortelomme og stod lidt urolig et par sekunder foran mig. Næsten beklagende sagde han da: “Jeg bliver altså nød til at gå nu”. Så drejede han om på hælen og forsvandt ud af mit liv igen.

Jeg husker tydeligt den dag, min elmåler sidst skulle aflæses. Der var ansigter på flere af mine bøgers ryg og jeg går ud fra at båndet var knækket. Hvad ellers.

#.07-372

Jeg fik engang en af mine elektronikinteresserede venner til at fremstille en printplade, der gjorde det muligt for mig at sætte min video til at optage på tilfældige tidspunkter fra tilfældige kanaler i varierende tidsrum. I løbet af ganske kort tid havde jeg en videosamling med et bredt udsnit af de til enhver tid tilgængelige programmer på alle de stationer, jeg kunne modtage. Jeg har stadig båndene, ialt 16, alle med påskriften “Kulturelle øjebliksbilleder i 60 Hz, 1-16”. Jeg har nøjagtig lige så svært ved at overskue indholdet af båndene som af mit fjernsyns kanaler, men nu er uoverskueligheden min, jeg har katalogiseret båndene og sat dem i en form for system.

Min telefon ringer. Den ringer alt for højt og gentagne gange, på trods af, at jeg har hørt den.

- Hallo?
- Hej du, det er Linda. Hvordan går det?

Hun lyder sød, Linda, selvom jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvem hun er.

- Øh, jeg klarer mig. Linda? Linda hvem?
- Ved du hvad, jeg bliver desværre nødt til at løbe nu, det ringer på min dør. Jeg ringer igen senere. Hej.

Hun lægger røret på og jeg sidder tilbage med optagettonen som eneste selskab i røret.

På min dørmåtte ligger et brev. Der er ingen afsender eller poststempel på.

Peter, en af mine venner, foreslog engang, at jeg skulle sælge båndene. Jeg ved ikke om det var fordi han mente, jeg ville kunne tjene penge på det, eller om han simpelthen ikke brød sig om, at jeg havde dem i min varetægt.

- Som overvågningsvideoer mener jeg, de er vildt populære for tiden. Jeg tror sgu du kan blive berømt og tjene penge. Overvågning af fjernsynet, forstår du?

Jeg beholder dem. (thus the hunter became the hunted)

Digitale ure. Jeg har 5 selv og jeg bruger dem flittigt. Et af dem hænger lige ved min hoveddør. Så ved jeg altid, hvor længe sælgerne opholder mig i mine gøremål. Rekorden indtil videre er 20 minutter, så smækkede jeg døren i. Jeg var i godt humør den dag.

Jeg finder Lindas nummer frem på min nummerviser og starter timeren idet jeg taster det sidste chiffer ind. Der går 30 sekunder, er det længe? Så tager hun den.

- Hej Linda. Forstyrrer jeg?
- Hvem er det?
- Du ringede til mig før, jeg ville bare høre, hvad du ville…
- Åh, jeg ville bare spørger dig, om du nogensinde har skilt en clockradio ad bare for at se om du kunne. Ikke noget særligt. Jeg har så tit undret mig over analyseinstitutternes spørgsmål, at jeg selv måtte prøve at stille et. Misforstå mig ikke…
- Nej, svarer jeg og lægger på.

3 minutter er der gået, jeg går ud og åbner min hoveddør. I brevet ligger en lille seddel og en prøvepakke med en ny type ufarlig peber. Jeg vidste ikke peber var farligt. “Tak for deres henvendelse. Vi har fremsendt et prøveeksemplar af vores nye duftserie. Ønsker de yderligere information er de velkommen til at henvende dem på nedenstående nummer…” Nummeret mangler selvfølgelig, så jeg smider det hele ud.

#.04-197

7.45, morgen. Mit urs alarm bipper og jeg ringer til mit boligselskab.

- God morgen, siger en stemme i røret.
- Et øjeblik, siger jeg og holder mikrofonen hen til højtaleren på min diktafon. 20 sekunders Madonna giver jeg stemmen, pausemusik er et privellegie, jeg netop har tilegnet mig.

- God morgen, jeg vil gerne have tilsendt den komplette fortegnelse over vandledningerne i min boligblok.
- Undskyld?
- Ja, kort, skematiske afbildninger af rørenes placering i vægge og hvor de ellers ligger. Vandrørene.
- Vi kan desværre ikke sende den slags oplysninger til hvem som helst…
- Jeg er ikke hvem som helst, jeg bebor en af jeres bygninger, jeg betaler for jeres faciliteter, så er det vel ikke umuligt at få en slags fortegnelse over en så almindelig sag som vandtilførsel?

For tiden overvejer jeg, hvordan jeg kan tjene penge ved at sælge mig selv som kunde til højest bydende firma, naturligvis kun i en begrænset periode. Jeg har en klar fornemmelse af at ideen rummer stort potentiale. Jeg bliver betalt af firmaet, til gengæld taler jeg varmt om firmaet for alle i min omgangskreds.

- Øh, nej, ja, øjeblik….

Der bliver sat musik på. Pokkers, jeg fik ikke en gang en chance for at lægge på inden.

Mens jeg venter, tænker jeg på om jeg skal skifte min hoveddør ud. Lås, håndtag, facade, det hele. Jeg tænker, at med en ny hoveddør må det føles som at komme ind i et nyt hus, man ikke kender. Jeg kunne selvfølgelig også bare sætte spejle i mine vinduer. Så kunne jeg lave en form for trejde-persons voyeristisk optagelse af mig selv, indefra min egen stue. Det skal der nok være nogen, der vil se på.

Jeg sætter mit ur til at ringe om 6 minutter og henter en liter mælk fra køleskabet. “Indeholder 10% af den dagligt anbefalede mængde vitamin B”. Forsøger et øjeblik at regne ud, hvor stor en del af ens daglige behov for omsorg man får dækket med 87 kanaler, men opgiver så.

Ærgeligt med de kort. Man ved aldrig, hvornår det bliver tørke.

#.02-529

Side 19: Helsides reklame for et nyt hårprodukt. Farverne er - som altid - unaturligt stærke, nærmest presser sig ind gennem øjet. Masser af fyldigt, bølgende hår.

Side 56: Artikel om forbruget hos henholdsvis mænd og kvinder, delt op i forskellige varegrupper. Såkaldt skønhedsfremmende midler ligger højt placeret hos begge køn, omend stadig med en tydelig forskel mellem kønnene, som forfatteren skarpt iagttager.

Side 33: Folde-ud reklame for en ny model fra Toyota. Aerodynamiske streger breder sig mellem tekst og billeder.

Side 7: Indholdsfortegnelse. side 1-6, reklamer for diverse sunde madprodukter, kosmetik og ure. Til side 56 henvises med spørgsmålet: Er du en almindelig forbruger?

Jeg limer billeder af forskellige sorter af æbletræer ind istedet for alle reklamerne og erstatter alle helse-relaterede ord i artiklerne med ord som flydele, turbine, sort boks, radar, og lignende.

Tænder for fjernsynet og zapper lidt rundt men starter så et videobånd med 4 timers prøvebilleder fra forskellige kanaler og slår lyden fra.

Jeg beslutter mig for at læse lidt mere i en bog jeg købte den anden dag, “Nedfaldne frugter”, 300 sider i paperback-udgave til 80,- kr. Gad vide, hvad et træ koster til den kilopris. “…var fantastisk, kæmpe områder, tilsyneladende uberørte af menneskehånd, lå udstrakt for hans øje. Han fæstede sit blik på en grå streg i det fjerne og begyndte at gå efter den. Enge, en å, en lille skov kom han igennem. Han så flere dyr tæt ved sig og undrede sig over, om de mon ikke var bange for mennesker. Stregen forsvandt nu og da bag bakker eller træer, men blev langsomt tydeligere. Efter et par timers vandring i det kuperede terræn, standsede han ved stengærdet.”

Jeg sender bladet til en gammel veninde, jeg ikke har set i flere år.

“Det havde ligget der i mange år, gammelt og faldefærdigt som det var. Ruderne var ituslåede og døren var tilsyneladende sparket ind. Han gik langsomt nærmere og fandt flere efterladenskaber som han nærmede sig. Her lå resterne af en cykel, der en skovl. Han tænkte ved sig selv, at der var en sær ubestemmelig stemning omkring forladte huse, steder mennesker engang har boet. Så gik han indenfor.”

Navn og forside har jeg ændret til “Olie” og et farverigt billede af et skabræt med kun kongen tilbage.