Mordet

Feb 1999

At jeg blev bedt om at udføre et mord, kom ikke bag på mig. Jeg havde i lang tid været involveret i lyssky aktiviteter; afpresning, røverier og lignende var dengang næsten hverdagskost for mig. Jeg går ud fra, at grunden til, de valgte lige mig, var at politiet var begyndt at luske rundt i området. Derfor ville de, at en for politiet ukendt skulle begå mordet. På den måde ville risikoen for at afsløre familien være mindre.

Det var efterår, da jeg blev spurgt. Jeg kaldte ham “Mr. Armani” for mig selv, fordi han var udpræget forfængelig og altid gik ulastelig klædt i dyre jakkesæt. Han kom forbi en onsdag formiddag med en attachemappe under armen. Jeg husker ikke hans rigtige navn længere. Han fortalte mig kort om situationen. En vis Stevenson havde gennem længere tid skyldt familien penge, nu var hans tid udløbet for sidste gang og han skulle fjernes. Han viste mig en række fotografier af Stevenson og rakte mig en mappe med beskrivelse af hans arbejde, bopæl og almindelige gøremål. Mr. Armani tog afsked med mig omkring en halv time efter med ordene “vi ved, du ikke vil afsløre familien”.

Jeg satte mig tilrette i min lænestol med papirerne. Der var gået 2 dage, siden Armani havde besøgt mig. Jeg havde haft en del andet at se til, og først nu kunne jeg overskue at kigge på sagen. Jeg bladrede billederne igennem. Stevenson så ud til at være først i trediverne, pæn og veltrænet. Ikke en type, jeg umidelbart ville have mistænkt for at skylde familien penge, men det havde jeg så ofte tænkt. Han var tandlæge og havde netop startet sin egen klinik. Der var også et par billeder af hans kone, en smuk kvinde, med hvem han havde en søn på to år.

De næste to uger brugte jeg på at sætte mig ind i hans rytmer, finde hans mønster i dagligdagen, jeg ville ikke overraskes af uventede begivenheder. Jeg kørte rundt efter ham i byen, kiggede ham over skulderen, når han havde patienter, jeg var der, når han legede med sin søn i haven. På intet tidspunkt mistænkte han noget. Jeg opdagede, at han havde en skult lidenskab for spil, hvilket forklarer hans økonomiske vanskeligheder. Igennem disse fjorten dage var mit liv en andens, jeg levede efter Stevenson. Hele tiden var min opmærksomhed fokuseret på denne mand, dette for mig tifældige menneske, jeg aldrig havde set før, og aldrig ville have beskæftiget mig med, om han ikke skulle dø. I dagene op til mordet - familien havde givet mig besked, det hele skulle være overstået inden for tre uger - gennemgik jeg i tankerne mordet igen og igen. Jeg planlagde det bedste tidspunkt, det bedste sted, alt tænkte jeg på. Jeg så kuglen blive affyret ud af løbet, mod Stevenson, jeg så Stevenson blive ramt i hjertet og dø næsten uden smerte, med overraskelsen malet i ansigtet. Jeg så Stevenson dø i blændende solskin, jeg så ham dø i den mørkeste nat. Jeg så ham køre galt, så ham blive kørt ned. Jeg så ham brække halsen af et fald på badeværelset, så ham dø af madforgiftning. Alt dette var forberedelser til mordet, jeg snart skulle begå.

Jeg sov ikke meget i den periode, min krop og tanke var for anspændte, for optagede af den forestående opgave til søvn. En nat, jeg alligevel var faldet i søvn i bilen, vågnede jeg pludselig af en drøm. Jeg havde set Stevensons dødsannonce i avisen. Stevenson havde været død, nu lå han og sov i sin seng ikke langt fra mig. I dagene efter drømmen så jeg nu og da et billede af Stevenson på avisernes spisesedler, “Ung tandlæge myrdet”, men det var synsbedrag. At bruge så megen energi, så meget af ens opmærksomhed på et andet menneske, at ens eget liv helt går i stå, har bivirkninger. Jeg var træt, men kunne ikke sove. Hvis jeg endelig blundede et øjeblik, så jeg straks politiets afspæringer ved et af mine tænkte gerningssteder.

Torsdag morgen, dagen var kommet. Idag skulle Stevenson dø, dette var hans sidste dag og min sidste dag som Stevensons skygge. Alt var planlagt ned til mindste detajle, alt var tænkt på. Stevenson tog afsked med sin familie og kørte på arbejde. Han havde et møde idag, det vidste jeg, lidt ude af byen. Jeg parkerede bilen og satte mig til at vente. Stevensons møde begyndte kort efter middag. Som tiden gik og det skæbnesvangre øjeblik kom nærmere, blev min krop stadig mere spændt. Jeg var ikke nervøs, slet ikke, men jeg må tilstå, at jeg så frem til at have klaret opgaven. Jeg så Cloe, hans kone, flere gange på pladsen, eller rettere, jeg troede jeg så hende, det var en forestilling. Jeg for op, et øjeblik havde jeg set Stevenson på bagsædet, smilende i en afventende position, som vidste han alt og ventede mit næste træk.

Dagen efter læste jeg om et trafikuheld lidt uden for byen, en ung tandlæge var blevet dræbt. Jeg begræder stadig, hvad jeg gjorde. Jeg ved endnu ikke idag om jeg dræbte ham.