Forsvinding

Sep 1998

Store, tomme rum. Mens jeg langsomt passerer gennem dem, erindrer jeg lyden af regn mod et bliktag. Lyset herinde er sparsomt, enkelte, nøgne elpærer oplyser de bare, afskallede vægge. Gulvet svajer under min vægt. Døren foran mig står på klem. Håndtaget er for længst faldet af og døren har voldsomme kradsemærker som efter et stort dyrs udbrudsforsøg.

I baggrunden hører jeg den sagte støj af teknologi. Neonlysreklamer, fugtige elledninger, store harddiskes klikken, som verden forespørger dem. Min frakke er tung og klam og lugter af jord. Jeg går hen til den halvåbne dør og skubber den op. Flere rum, som en labyrint men ikke af endeløse gange, blot disse store, tomme rum med enkelte efterladenskaber. Her ligger en rangle, halvt ødelagt og de klare plastiske farver faldnet. Her er kun gamle nyheder, gårsdagens aviser er nogle steder klistret på væggene for at udbedre den afskallede tapet, andre steder træder cementen og jernkonstruktionen tydeligt frem. Jeg standser midt i et rum, hvor i bygningen jeg befinder mig, det aner jeg ikke længere. Jeg hører lyden af dråber falde fra min frakke på gulvet. Over mit hoved hænger den enlige pære i en krog og sender sit gulnede lys ud i luften omkring mig. Jeg sætter mig ned. Der er ikke længere nogen ide i at fortsætte. Sulten gnaver i kroppen, trætheden er trænger sig på. Fire dage nu har jeg været på vej. Jeg har ingen klar forestilling om tidspunktet, hvad forskel skulle det også gøre - klokken er alligevel noget andet andre steder i verden. Min tidszone er sikkert slet ikke defineret. Så jeg sidder her, midt i ingenting, omgivet af rum til alle sider og findes kun for mig selv. Så stille som jeg sidder, mærker jeg en ny følelse, helt fremmed for mig. Men hvilken mening har følelser, når ens tidszone ikke findes i noget opslagsværk? Jeg er omgivet af åbninger, åbninger ind i hulheder, jeg har mistet orienteringen, også begrebet retning fader ud.

Så stille som lyset falder ud i rummet, forsvinder langsomt mine begreber, min person, min væren. Pæren over mit hoved blinker et par gange, som var der klumper i strømmen, jeg ryster på hovedet men kan stadig kun høre lyden af reng på et bliktag og mit eget åndedræt. Der umærkeligt bliver langsommere. Men rummet vil ikke tage imod, det forbliver tomt, selvom jeg har siddet her lidt. End ikke dette rum vil erkende mig.

Stille, med lyden af regn mod et bliktag, og blinkende neonreklamer, den nøgne pære har snart brændt sig ud, jeg lukker øjnene. Forsvinder som lyset mod loft og gulv.

I store tomme rum.