Beretning i tid

Jan 1999

Verden er ikke ret gammel. Det er ikke mere end en snes år siden, jeg så den første gang. Dengang var alting så anderledes, at jeg knap kan hidkalde minder fra dengang. Minderne, jeg mærker på min krop, passer ikke længere til mig, jeg er så at sige vokset fra dem. Det er som nogen har set mine billeder og kastet dem fra sig, så at de nu ligger ganske uordnet og i forvirrende rækkefølge. Jeg kan anstrenge mig og måske i glimt se et brudstykke fra et skuespil, jeg ved jeg har medvirket i, men ikke kan huske titlen på. Sært som vi alle med tiden bliver skuespillere i vore liv.

Selvom billederne er gamle og jeg ikke ved, hvorfra de kommer, vækker de en sær følelse i mig, en følelse af ærefrygt, som betød de noget, jeg ikke forstår. Og måske er dette ikke så langt fra sandheden. Måske er de virkelig billeder af verdens tilblivelse, jeg er forment forståelsen af. Hvis jeg længe ser på dem, kan jeg mærke, at ikke alle billederne er der, nogle mangler, og jeg kan kun gisne om deres motiv eller hvorfor de mangler.

Om jeg blot kunne fastholde hvert billede, granske dem alle, et for et, men de er mig for talrige, stadig føjes flere billeder til rækken, nye indskyder sig, hvor jeg troede mig færdig, nogle så utydelige, at jeg kun ved på min krop, at de er der, vigtige. Nogle gange ligger de i vejen for mit blik, som nogen havde lagt dem der med vilje, jeg kan ikke lade være, må se på dem, men hver gang efterlades jeg med en mærkelig uafsluttet fornemmelse, jeg ved, jeg ikke kan sætte dem i orden, ikke finde alle de manglende billeder.

Jeg fandt engang et iturevet billede i et hjørne af min stue, kun et ganske lille stykke var tilbage. Jeg samlede det op, jeg måtte jo se, hvad jeg nu kunne, men idet jeg ser nærmere i et forsøg på at tyde de udviskede figurer, gribes jeg af en stærk uro, en voldsom lyst til at kaste det bort og i samme nu, for mit blik, forsvinder billedets motiv, det blegner, ældes i hast og tilbage bliver kun den flossede kant. Jeg har lagt mærke til, at nogle af de sidste billeder ikke er så mangelfulde, deres motiv lader sig lettere bestemme og ganske ofte kan jeg se mig selv på disse. Ærgeligt er det dog, et de ikke vækker samme følelse af betydningsfuldhed i mig, som de første. Måske de vil blive det med tiden.

Sådan er deres natur, disse billeder, uhåndgribelige og dog så bydende nødvendige, nødvendige for det næste billede, hvor i bunken det end vil lægge sig, nødvendige for mig, skønt jeg ikke ved, hvorfor.