Joakim Nygård Archive Linked About

Rater

15 Apr 2003

Det følgende er en kortfattet beskrivelse af et værktøj til implementering på hjemmesider, der giver mulighed for at foretage løbende, kvantitative usabilitytests med et minimum af besvær for de besøgende på sitet. I det følgende vil jeg referere til værktøjet som ‘rateren’.

Beskrivelse

I forbindelse med udviklingen af næsten alle større – og mange mindre – corporate websites foretages kvalitative usability-undersøgelser med udgangspunkt i det voksende kendskab til, hvordan mennesker bedst kommunikerer med elektroniske brugerflader. Som et led i undersøgelsen benyttes ofte testgrupper på 10-50 personer. Min ide til rateren udspringer af brugen af denne testgruppe.

Når et site er lanceret kan det være vanskeligt at få tilbagemeldinger fra brugerne, enten fordi tilbagemelding kun kan lade sig gøre gennem alm. email og derfor let forsvinder i den øvrige mængde post, eller fordi det kræver at brugeren udfylder en formular, noget der ikke alene tager tid, men også – hvad jeg ser som et større problem – opleves som et markant brud i forhold til brugerens formål med besøget, vedkommende må forlade den nuværende side for at nå formular-siden. Løbende feedback fra brugerne er af stor værdi for virksomheden, ikke mindst fordi det i en stadigt mere kompetetiv verden er vigtigt at lytte til kunderne.

Rater Interface Mockup

Rateren springer mange af ovennævnte forhindringer over og præsenterer sig for brugeren som et lille, let genkendeligt symbol i nederste hjørne af siden. Ved at flytte musen henover symbolet, vises en boks, hvis indhold jeg forestiller mig kan være et eller flere af følgende:

  1. Tre skalaer, hvormed man kan tilkendegive sin mening om indhold, design og navigation på en fempunkts skala fra meget dårlig over neutral til meget god.

  2. En enkelt fempunkts skala til overordnet vurdering af sitet samt et tekstfelt til evt. kommentarer.

  3. Et spørgsmål og en række svarmuligheder, der styres fra et content management system, som enten udvikler eller virksomheden selv har adgang til. Spørgsmål kan løbende opdateres, ændres og gøres gældende for enkelte sider, mapper eller hele sitet.

For alle tre forslag gælder det, at brugeren aldrig forlader den side – eller det site – vedkommende vil kommentere. Afhængig af den endelige udformning kan feedback opnås med 1-5 klik (og evt. tastaturinput), hvorefter rateren skjules.

I tillæg til brugerens vurdering og evt. kommentar gemmes oplysninger om platform, browsertype og version, skærmopløsning og farvedybde, så efterfølgende behandling lettes.

Rater Admin Mockup

Alle disse data opsamles i en database og kan ses og vurderes på adgangsbeskyttede statistiksider, hvis indhold afhænger af den implementerede model. Af eksempler kan nævnes:

Afslutning

Udviklingsarbejdet på rateren er i øjeblikket indstillet. Først og fremmest har jeg haft travlt med andre opgaver, men dertil kommer at jeg efter længere tids udvikling fandt andre systemer, der tilbød noget lignende og det tog lidt af luften ud af ballonen. Jeg erindrer ikke de specifikke virksomhedsnavne længere, men jeg har haft svært ved at finde dem på google i denne omgang - måske er de også ramt af it-boblens brist. Jeg tror stadig der er et marked for et system som ovenstående.

Indtil videre er projektet afsluttet, men kommentarer er altid velkomne. Jeg har lagt projektbeskrivelsen online fordi jeg nød at arbejde med udviklingen og tænker at andre måske kan have glæde af at læse det. Projektet er langt fra færdigt og der er en lang række problemer at tage stilling til (f.eks. hvordan man begrænser stemmer fra den samme bruger). Der findes en primitiv udviklingsversion med den funktionalitet, jeg nåede at bygge, der principielt vil kunne gøres tilgængelig for interesserede.