Joakim Nygård Archive Linked About

Vi har ikke råd til datacentre

3 Sep 2026

I Danmark opføres der vindmøller og solcelleparker rigtig mange steder. Det sker desværre ikke altid med de lokale beboeres velvilje, for det går stærkt og sol- og vindenergi lægger beslag på store arealer og ændrer områdets karakter. Vi har travlt med at få elektrificeret vores samfund og det kan ses i landskabet. Elbiler tænker mange på først, men også godstransport og produktionsvirksomheder har brug for meget strøm.

Desværre har det vist sig at Energistyrelsen har store problemer med at opgradere og tilpasse elnettet til de nye behov hurtigt nok. Strømmen bliver decentral når den ikke genereres af store kraftværker men af spredte vindmøller og solceller og sammen med et kraftigt voksende forbrug stiller det nye krav til udbygning og styring af elnettet. Det betyder at mange virksomheder må vente længe på at blive tilsluttet og det forsinker elektrificeringen.

Lokal skepsis over de mange parker og områder med paneler og mølletårne kombineret med energistyrelsens årelange venteliste på tilslutning kræver en tydelig styring. Vi må prioritere som samfund og vælge, hvilke sektorer der skal tilgodeses først. Vi fik at vide klimaparkerne var for at slippe af med fossile brændsler, for at nedsætte CO2 udledningen. For en bedre fremtid. Derfor går det ikke at datacentre bruger strøm som halve og hele millioner husstande uden at vi kender indholdet. Når strømmen er sparsom, må vi kende forskel på sundhedsdata og kattevideoer.

Vi er nød til at tale om, hvad vores energi skal bruges til. Den nuværende situation koster både penge, tid og velvilje. De to sidste har vi allerede for lidt af.