Oplevelser fra min tur til Cambodia i 2003
Kastrup lufthavn, lørdag morgen 8.30. Det er koldt udenfor, jeg har medbragt halstørklæde som værn, for jeg har klædt mig let på af hensyn til den forventede varme. Min eneste medbragte langærmede bluse ligger midt i rygsækken. Jeg ankommer til den rigtige terminal, men uerfaren som jeg er med flyrejser, stiller jeg mig først i en forkert kø - den til SAS rejser. Den rigtige er lang og bevæger sig kun langsomt fremad. Singapore Airlines har nyligt taget nyt computersystem i brug og få af de ansatte er endnu fortrolige med det. De forsikrer os om, at vi nok skal nå flyet, at det ligefrem vil vente på os, men jeg tænker på, hvordan det vil gå i Singapore lufthavn, hvor jeg skal skifte fly. Efter over en times venten med tanker om de tropiske himmelstrøg jeg timer senere skal færdes under, er alle på plads i flyet og vi er klar til takeoff planmæssigt 1130. Det må være derfor de anbefaler check in op mod halvanden time før afgang.
Det er et stort fly, en Boeing 777 hvis jeg husker ret, med tre gange tre sæder i bredden og to midtergange mellem. Accellerationen er voldsom, efter ganske få sekunder har vi fart nok til at lette fra jorden. I en stejl vinkel, der føles som 45 grader men formodentlig er under 20 stiger vi op og lufttrykkets ændring kræver flere synkebevægelser. Fem minutter senere er vi over de laveste skylag. Det viser sig at være en direkte rute uden mellemlandinger, så vi bliver serveret både frokost kort efter afgang, aftensmad, en natmadssandwich og morgenmad undervejs. Der er indbygget tv i rygger af alle sæder, hvorpå de viser over tyve forskellige film on demand, flere musikkanaler genreopdelt, et bredt udvalg af små computerspil og et live opdateret kort over flyets position, sidstnævnte kan jeg desværre ikke få til at virke. Jeg forsøger at få et par timers søvn, jeg er træt efter en lang uge med pakning, pasproblemer, m.m. Trods sædernes meget fleksible indstillingsmuligheder erfarer jeg, hvor dårligt man sover i oprejst stilling. Jeg har fået det midterste sæde i midterrækken og kan derfor ikke nyde udsigten, men jeg får et par glimt at jorden under os, da vi næsten 12 timer senere cirkler ind over Singapore lufthavn.
Fra flyet kommer vi direkte ind i en af lufthavnens mange "arme", hvor flyene lægger til. Temperaturen er behagelig og luften frisk, da jeg i følge med de fleste medpassagerer bevæger mig de over 500 meter ind mod den centrale del. Efter at have verificeret mit boarding pas og gatenummer, ser jeg mig om efter et sted at ryge min første smøg i et halvt døgn. Lufthavnen er kollosal, mange gange større end de største indkøbscentre i danmark, men takket være effektiv skiltning finder jeg hurtigt en udendørs rygeterasse. Da jeg åbner døren ud til den spirende morgen i Singapore, lokal tid er 0715, er det som at gå ind i en mur af varme. Det er 27 grader og fugtigt og jeg er iført jakke - halstørklædet har jeg dog i lommen, lange bukser og vandrestøvler. Sikke en ankomst! Solen bryder enkelte steder gennem den temmelig overskyede morgenhimmel, det er vindstille og jeg kan fra terassen, hvor solsikkebede står i fuldt flor, se ud over en lille del af de mange fly.
Tilbage i det airconditionerede land, hvor alle er rejsende, køber jeg en cola til 2$ og vil se mig lidt omkring. Der er store haver med orkideer, butikker med elektronik i massevis, boghandler, et lille supermarked, selv en Georg Jensen guldsmed.
Jeg går lidt rundt på må og få, jeg ved, jeg ikke har mere end en time og fyrre minutter til mit fly skal videre. Jeg tager ingen billeder denne gang, jeg har næsten 9 timer på vejen hjem i Singapore.
Min gate er ændret, så jeg skal over i en anden arm og godt halvvejs ud ad den før jeg finder check in. Jeg har god tid. Metaldetektorerne bipper hidsigt, jeg må af med mine nøgler for at komme igennem. Vagterne, hurtige og helt neutrale, må jeg vise mønterne i min pung.
Flyet mod Phnom Penh er meget mindre, her er to gange to sæder med midtergang og jeg sidder til min glæde ved vinduet, omtrent ud for højre vinges midte. Jeg har stillet mig ur frem, så det er nu søndag klokken 0830. Piloten gør os opmærksom på vejrudsigten og fortæller at vi vil flyve lidt højere end normalt for at undgå turbulens, hvilket også betyder at jeg ikke vil få taget billeder af meget andet end skyerne over Cambodia. På flyet her får vi også mad og lander snart efter i Siem Reaps lufthavn, en mindre by med omkring 85000 indbyggere, hvorfra man kan komme til Ankor Wat. Lufthavnen består primært af et par asfalterede landingsbaner og en ventehal. Området kranses af palmer og andre træer, jeg ikke kan identificere nærmere. Da jeg står ud af flyet, vælter varmen imod mig. Her er endnu varmere end i Singapore, men luften er mere tør. Solen bager gennem det skydække, der er ved at fortrække. Vi bliver ført ind i ventesalen, hvor en lille bod sælger forfriskninger. Her er også små souvenirs af tvivlsom kvalitet, men særligt prisen springer i øjnene - det er bestemt en lufthavn. Langs den ene væg sælges bøger om Cambodias blodige fortid under Khmer Rouge og flot illustrerede bøger om deres storslåede templer. Tre kvarters tid senere er vi på vej videre mod Phnom Penh lufthavn, hvor jeg håber Sirka vil være til at tage imod mig.
I Phnom Penh skal jeg købe visa. Det går hurtigt og uden problemer, selvom jeg ikke har udfyldt opholdsadressen, den kender jeg endnu ikke. 25$ må jeg slippe for det. I paskontrollen kigger vagten længe på mit pas, spørger om det er et helt nyt pas, hvad det jo tydeligvis er. Han spørger, hvad jeg skal i Cambodia, hvor jeg skal bo, hvor længe jeg skal være her, men lader mig derefter passere. Efter at have hentet min rygsæk går jeg ud mod udgangen, hvor Sirka heldigvis står! Det var et dejligt gensyn, midt i alt det ukendte. Hurtigt finder vi en biltaxa og er snart på vej mod vores lejlighed. Lejligheden, to værelser og køkken og bad, ligger på anden sal i en dejlig bygning på grusvej 360, en sidevej til vej 63. Her er ventilator i begge værelser og aircondition i soveværelset.
Veje og mange af bygningerne er i virkelig dårlig stand hernede. Langt værre end jeg havde forestillet mig, det er jo en storby på størrelse med København. Her er ekstremt støvet, primært fordi det kun er de største veje, der er asfalterede. Temperaturen er omkring de tredive, men det er acceptabelt det meste af dagen. Mellem 12 og 14 er her næsten for varmt til at lave noget. Heldigvis er luften forholdsvis tør, så man koger ikke over - selvom det bidrager til støvmængden.
Et stort indtryk gjorde også trafikken. Der er knallerter overalt! De fleste er såkaldte motos, knallerttaxaer, hvilke stort set alle bruger, når man skal fra et sted til et andet. Fortove er der ikke mange af og de der er, er oftest blokeret af parkerede biler eller lave træer. Her er ikke mange trafiklys, og selvom der er, respekteres de sjældent. Motos kører i begge sider af vejen, presser sig frem overalt de kan, overhaler indenom og kører over for rødt, hvis de kan slippe afsted med det. Heldigvis kører langt de fleste forholdsvis langsomt - under 30 km/t, omend det kan være svært at vurdere, det er sjældent speedometeret virker. Hornet bruges flittigt, primært som signal til andre om, at man kommer kørende. Det fungerer overraskende godt alt i alt men er et temmeligt kaotisk syn. Alene det, at sidder bag på en knallert i den form for trafik kræver lidt tilvænning. En tur på moto koster mellem 1000 og 2000 riel (der går ca. 4000 riel på 1$), men aftenture koster mere, ligesom man betaler ekstra, hvis man er to på samme knallert. Indtrykket af de mange knallerter - og ikke mindst bilerne, der af inertimæssige grunde har forkørselsret - er overvældende, jeg skal forsøge at fange det med kameraet.
I går ville vi i Royal Palace og Silver Pagoda, men førstnævnte har været lukket siden kongens tilbagekomst til landet og Silver Pagodaen var lukket netop igår og i formiddags, fordi den havde hundredeårsjubilæum. Det var derfor ikke uden at trække på smilebåndet vi idag erfarede at Wat Phnom, templet byen ifølge legenden er bygget omkring, havde lukket idag grundet reperation, særligt fordi jeg har talt en del om netop det tempel, eftersom det er byens største. Det åbner først når restaureringen er afsluttet, som de så præcist skrev på skiltet. Uden for selve templet, der i øvrigt ligger på byens eneste egentlige bakke, var der dog en del at se, ikke mindst det imponerende klokkeformede tårn umidelbart bag tempelbygningen, et tårn uden indgange, hvorpå de makakaber, der færdes i området akrobatisk sprang rundt. Jeg har aldrig set aber så tæt på før, og slet ikke i det fri, så det var en oplevelse i sig selv.
Det bliver lange dage med mange indtryk, så det er svært at finde tid til at skrive. Sirka er netop gået ned for at få vokset benene, hvilket giver mig en halv times tid inden vi skal have frokost og derefter ind at se Tuol Sleng eller S-21, et af Khmer Rouges fængsler.
Som sagt var der lukket i Silver Pagoda i forgårs, onsdag, så vi gik i National Museum istedet. Dagen forinden havde vi været forbi ved aftentid i håb om at få et glimt af de tusindvis af flagermus, der efter sigende holder til under taget, men vi så kun et par stykker som mørket faldt på. Museet er en pragfuld rød og firlænget stenbygning med en frodig gårdhave og smukt ornamenteret tag - sidstnævnte meget som de mange templer eller Wats rundt omkring i byen. Det koster 2$ at komme ind og man må desværre ikke tage billeder indefra. De fire længer rummer en stor samling Khmer kunstværker lige fra stenøkser over indskriptioner i stentavler og statuer i sten af Buddha og en mængde religiøse og mytologiske figurer fra Ankor-perioden (ca. 800-1200) til krukker, vaser, kar og malerier på træ. Særligt fascinerende var to over 2.5 meter høj sort Buddha statue i træ fra det tolvte århundrede, virkelig velbevarede og med næsten afrikanske ansigtstræk. Også stentøjet var godt at se på - meget af det ikke tidsplaceret. En beholder af en art af form som en frø, omkring 20 centimeter i længden og meget stilliseret i udtryk ville jeg gerne have hjemme. Her var, som forventet, en del turister, men da vi gik modsat den opfordrede retning rundt i længerne, undgik vi de fleste. Efterfølgende fik vi os en forfriskende drik bestående af friskpresset sukkerrørssaft (dette sted med lidt ananassaft), serveret i en lille plastpose med sugerør og gik derefter lidt rundt i de omkringliggende kvarterer. Drikken, der smager vidunderligt, koster omkring 500 riel, en cola på dåse 1000, hvad der svarer til under 2 kroner. Der er små boder overalt, hvorfra der sælges benzin til knallerterne i gamle sodavandsflasker, lidt mad eller sukkerrørssaft. Jeg har også set flere frisører på gaden, hvis butik altså stort set består af en stol, et spejl og en saks!
På vej mod Wat Phnom igår, slog vi et smut forbi Central Market, hvorfra det endnu ikke er lykkes mig at tage et ordentligt billede indefra, så at man ser størrelsen af kuplen. Her fandt vi en lækker men varm skjorte til mig til 3$ og en nederdel til Sirka til 2.5$. Det vil sige, vi måtte tinge noget om prisen og betaler formodentlig stadig næsten det dobbelte af de lokale. Hvis man er lidt dreven er der mange penge spare, selvom priserne i forvejen er overordentlig lave, sammenlignet med danske forhold.
Efter den overraskende tur til Wat Phnom, gik vi ned mod floden og kom undervejs forbi et meget hyggeligt lille marked, forholdsvis uden mennesker, hvor man kunne blive spået i hånden, i forskellige kort, m.m. Vi så også en bod, der solgte forskellige souvenirs, bl.a. et par smukt udskårne stødtænder, hvad der jo desværre vidner om fortsat krybskytteri. Tættere på floden, fandt vi endnu et marked, meget trangt og helt uden udlændinge. Her var primært stoffer, lækre silke og bomuldsstoffer og vi så særligt ternede stoffer beregnet til en saron til mænd, når man er hjemme og skal slappe af. I midten af markedet var der madlavning og vi købte os lidt frokost bestående af ris - der er ris til næsten alt - og en velsmagende hummer. I modsætning til os, spiser de langt mere af dyrene og hele kroppen blev derfor serveret. Selvom halen smager markant bedst, er der faktisk en del kød på resten af hummeren. Hummerne var dyre, hele 2$ stykket. En pakke cigaretter, Marlboro, koster 1$ i supermarkedet nær ved, lokale mærker kan købes på gaden lidt billigere. Vi var begge så optaget af at se, mærke og lugte, at vi rent glemte at tage billeder. Nede ved floden, riverside, fandt vi en cafe og fik lidt forfriskende.
Besøget i Tuol Sleng. Porten over hvilken "Tuol Sleng Genocide Museum" står skrevet markerer indgangen til et frygteligt kapitel i Cambodias historie. S-21 er en gammel skole, omdannet til fængsel og torturkamre, en grotesk kontrast. I den gamle skolegård står, hvad der først ligner stativet til et sæt gynger. Kun tre kroge i den tværliggende bjælke og senere malerier afslører dets galgelignende funktion. Første at tre længer, alle i tre etager, rummer torturkamrene. Gabende tomme virker de, en metalseng midt i rummet, en kæde, måske en stav, benlænker, og et fotografi af en fange, torturet til døde som Thailandske soldater fandt dem under befrielsen af Phnom Penh i 1979. Sådan er hvert af rummene, enkelte steder bilder man sig ind at kunne se rester af blod på gulv eller vægge. De åbne svalegange ved hver etage i en af længerne er afskærmet af pigtrådshegn, så fangerne ikke kunne springe i døden i desperation. Her er hvad føles som endeløse gange med minimale celler på hver side, af sten i stuen, første og anden i træ. Hundredevis af fotografier af fangerne, "fjenderne", taget af Khmer Rouge dækker alle vægge i en af bygningerne. Mænd og kvinder i alle aldre, en hel væg med børn. 17000 mennesker døde her eller blev transporteret herfra til de nærliggende Killing Fields, Choeung Ek.
Her er tæt skov til alle sider, et virvar af vækster, små og store, slynger sig mellem hinanden, opad mod lyset. Tusindvis af insekter svirrer omkring i lejren nær et lille vandløbs udspring. Længere mod nordvest går stien, engang brugt til tømmerfragt, op mod kraterkanten og fortsætter vest ned i vulkanens midte til en sø næsten udtørret i tørtiden. Nu er der et stort sumpet område omkring med mængder af luftrødder. Midt i al den overvældende frodighed, langt fra storbyen, bliver forfaldet tydeligt, døden overalt. Nedfaldne blade og frugter, rådne træstammer. Her føler jeg det levende leve og dø, uden hensigt, vilje, andet end at leve, overleve. Her er ingen værdier, intet godt og ondt, smukt og grimt, her er. Et døgn, tusind år, død og fødsel er alt her sker. Her er ikke engang liv for livets egen skyld, men fordi, hvad der ikke kan leve, dør. Som en krustal opstår af egenskaber i molekylet opstår, består, liv af og i kraft af samspillet mellem molekyler. Her er jeg, langt inde i skoven, sætter pennen mod papiret og skaber mening i ord. Meningen, mine værdier er selv ekstreme udtryk for forsøg på overlevelse. Erkendelsen skræmmer ikke, det er langtfra nogen ny tanke for mig, tydeligheden, hvormed jeg føler det, er ny. Dog fornemmer jeg, at det ændrer min valg fremover, vil påvirke mine tanker. Her er stærkt farvede biller, 2 cm. lange røde myrer, og sorte, snesevise af forskellige sommerfugle, nogen meget små andre med vingefang over 10 cm. Firben og skinker frekventerer lejren ofte, sidder man stille lidt piler de opmærksomt forbi i ryk. Cikader fylder natten med sang, næsten overdøvende det lille vandfald. Om dagen er her fuglesang, parakitter og vi har set i hvert fald 6 næsehornsfugle brumme gennem luften. Balsatræernes store blades kygger lidt for den brændende sol på vej ud at se til fælderne. Undervejs passerer vi gennem marker af brumbærlignende buske, ser mange forskellige slags vild ingefær. Epifytter snylter på mange af træerne, nogle så store som traktordæk i omkreds.
Insekterne er ved at drive mig til vanvid nogen dage. Omsværmet af måske 20 store bilignende fluer, der ikke skræmmes let, de er ude efter sveden, den saltholdige fugt. Vi har hørt gibboner synge idag, længere inde i skoven. Et sort kæmpeegern krydsede stien over vores hoveder i et langt spring, så forsvandt den igen for os. Senere en meget slank og hvidlig slange, omkring halvanden meter lang, hovedet spidst og tydeligt bredere end kroppen. To mand fra teamet er syge og er kørt tilbage til Phnom Penh. Sinang har skabt problemer hver dag siden ankomst, den ene undskylding efter den anden for, hvorfor vi skal tage hjem. Foreløbig bliver vi til den 27. som planlagt, men Sinang har truet med at tage hjem d. 25. Skoven er ugæstfri, tilgroet og lukket af krat, slyngplanter og lianer, jeg må nærmest kravle på stien flere steder. I den fugtige varme - selvom det er tørtid, har det regnet i forgårs og dagen før - løber sveden, selv når jeg står stille. En slags slyngplante med torne som på roser og med modhager er en udfordring at passere. Det har som nævnt regnet to dage, store tunge dråber vælter tæt ned i en time eller mere, pludseligt startende og stoppende. I kraterbunden har det været virkelig mudret, sumpet, et par dage mere med regn og det vil være umuligt at gå i. Igler i tusindtal gør deres bedste for at suge blod.
Jeg glæder mig her på fjerdedagen til at komme tilbage til PP, til en seng, en stol med ryglæn og ordentlig mad. Den medbragte fejler for så vidt ikke noget, men ris med forskelligt kød morge, middag og aften bliver hurtigt kedeligt. Heldigvis er vi sultne af varmen, gåturene i skoven. Vi har levende høns og fisk, hvis sidstnævnte overlever turen på moto fra Chi Phat, og flere former for tørret kød: En slags fedtpølser, der smager lidt af kanel, tørret okse og svinekød samt tørret fisk, alt sammen stegt på panden. Den tørrede fisk har jeg endnu ikke haft mod på at smage, Sirka synes bestemt ikke om det, men okse- og svinekødet, endda pølserne, er helt ok. Hertil kommer også lidt grønt. Det er ikke let uden køleskab.
Idag så vi en isfugl! Ganske tæt på lejren sad den ved et lille bassin ved strømmen og fiskede. Vi så den endda fange en lille fisk inden den fløv væk før jeg kunne nå at tage et billede. Forhåbentlig kommer den tilbage, men kameraet er ved at løbe tør for strøm.
Sinang og en vagt har lige været på indkøb, en tur på et par timer, der har hjulpet gevaldigt på humøret. Vi har f.eks. lidt øl til i aften. Alle de indkøbte fisk er døde under turen tilbage, så vi spiser de fleste i aften, stegt hele, med hovede, resten bliver tørret. Det trækker op til regn igen i nat, så det kan blive et problem at tjekke fælderne i morgen. Der har indtil videre ikke været et eneste dyr i fælderne, alle 47, de har været åbne siden d. 19. Det tager kun omkring 2 timer at tjekke alle fældernde, der skal ses efter en gang i døgnet, så her er meget fritid uden ret meget at tage sig til.
Sidste dag i lejren. Først i går var der fangst, to Rattus Remotus, en stor rotte med rustrødt bryst. Vi tager hjem i morgen og alle glæder sig. Der har ganske vidst ikke været de store problemer med teamet, men hvis der ikke er nogen dyr i fælderne, er det meningsløst at blive. Fisken i forgårs var virkelig lækker, gennemstegt så kun ryggraden ikke kan spises. De lokale spiser næsten alt, også kød på hovedet og finnerne er lækkert sprøde. Selv hoved og fødder på enten gnaver eller knaser de. Idag var der 4 rotter i fælderne, men det var de sædvanlige maxomus surifus og en enkelt genganger fra igår, så planerne er ikke ændret.
Hoho! Jeg har lige fundet et stort firben på et træs stamme. Omkring 30 cm lang, slank krop og en tynd hale. Den var lys sandfarvet med lidt grå istænk, hvade en hvid stribe øverst på hver side af ryggen, mellen dem tværgående sort striber, ca en halv cm mellem dem. Bag øjnene til øret en sort streg, udgående sorte striber i en ring om hvert øje. Fra nakken og til lidt bag forbenene en kam af små pigge, uden hud mellem. Billedet af den blev det sidste fra turen, batteriet vil ikke mere. Jeg har set en del små dyr, de dage, vi har været her. Sidst nu denne Calopes Emma, hvis vi har identificeret den korrekt, forleden en lille skovfrø, omkring 5 cm fra hale til snudespids, ensartet cremefarvet brun, som et vissent blad, meget spidst næse, hovedet næsten en ensartet trekant. Desværre slap den væk da vi ville fange den til nærmere syn.
26. Februar Vi kom hjem fra feltturen i går aftes, meget trætte efter 5 timers kørsel ad vej af meget svingende kvalitet og i flere forskellige køretøjer. Tidligt 25. står vi op og spiser den første og eneste gang kogte nudler på turen som morgenmad. Sirka og hele teamet på nær vores kok tager ud for at tjekke fælderne og samle dem ind. Jeg bliver i lejren og pakker vores ting og teltet sammen, så vi kan være klar til omkring klokken 9, når vores motos kommer. Igen i nat regnede det, så det bliver nok en hård tur både ud efter fælderne og tilbage til byen ad den glatte sti på knallert. I lejren ligger en træstamme, brugt som bænk og jeg har lavet 2 primitive ryglæn, så Sirka og jeg kan slappe lidt af i ryggen. Efter endt pakning, rygende en cigaret, forskrækkes jeg af en stor fugl, der pludselig flyver gennem den lysning, lejren udgør. Jeg er hurtigt klar over, at det er en næsehornsfugl, men den er anderledes end dem, vi har set alle øvrige dage over os. Denne har 2 hvide striber på hver vinge, tværs af deres længderetning og endnu en på den sorte hale. Hovedet og halsen er gullig som de andre. Også denne art suser i luften. Sirka mener, jeg har set en såkaldt Great Hornbill, betragteligt større end de mere almindelige, vi ellers har set. Flot var den og lige så hurtigt den kom, var den væk.
Vandstanden i bækken stiger voldsomt under og umidelbart efter regn, en sen eftermiddag, var de sten, vi plejer at gå på næsten under vand. En aften opdagede vi, at der er små krebs og halvstore krabber i strømmen. Vi fangede en spandfuld krabber, de lokale skilte dem ad umidelbart efter - et særligt træk skiller skallen fra bundplade - og stegte dem i en wok med salt og citrongræs. Meget lækkert, men lidt specielt at spise dem kun minutter efter at vi havde set dem gå rundt på stenene.
Vi kom først afsted fra lejren ved titiden, det tog lidt tid at få pakket de 7 motos med alle vores rygsække, fælder og 3 metalkasser med udstyr, men det er imponerende, hvad man kan have på en knallert hernede! Stien er på ingen måde velegnet til knallertkørsel, dertil er den alt for smal og mange steder også for lav på grund af nedhængende grene og krat. Macheten har kun været, hvor det var absolut nødvendigt. Jorden i det meste af det Kambodia, jeg har set, består af rødligt lerholdigt sand, der støver enormt, når det er tørt, som det var på udturen, og bliver virkelig glat, når det er vådt, som det var på hjemturen. Af samme grund var tempoet noget langsommere hjem end ud, men stadig betragtligt højere end jeg selv ville turde. Det er afgørende at stole på chaufføren og følge hans bevægelser fra side til side nøje, når man sidder bag på en knallert med 2-3 rygsække mellem styr og sæde! Af hensyn til varmen havde jeg sandaler på, hvilket gav en del rifter og slag over fødderne og nogle grimme iglebid, der blev ved at bløde længe. Et lokalt tip i Chi Phat, hvor man tværer tobak ud over det lille bid, stopper blødningen hurtigt. Jeg formoder de findelte blade hjælper blodet at koagulere. Flere steder på turen mod Chi Phat tænkte jeg, at vejen, der altså bliver bredere, mere mindede om en off road cross bane end en vej, dels på grund af de mange sten og huller, dels på grund af de voldsomt stejle nedkørsler. Undervejs krydsede vi små floder eller åer og broerne over dem var et syn for sig. Nogle steder danner to parallelt liggende stammer over strømmen, en meter mellem dem, danner støtte for mindre, tæt tværliggende grene eller små stammer, som man så kører over. Der er en broafgift på et par hundrede riel, som betales til de lokale beboere, der vedligeholder broen. Andre steder mere primitivt. Tre stammer med en halv meters mellemrum, den midterste tykkest udgør hele broen. Man kører motoen over den midterste og støtter med fødderne på de to yderste! I det flade område nær Chi Phat, var vejen flere steder oversvømmet og vi måtte køre slalom mellem de værste vandfyldte huller eller helt uden for vejen. Det tog omkring 2 timer at køre ned til Chi Phat, hvorfra vi skulle videre med motorbåd til Andoung Tuek, en tur på 10-15 km. i Chi Phat skulle Sirka mødes med en af millitærcheferne, han ville gerne møde en af europæerne på projektet og sikre et godt samarbejde. I mellemtiden fik jeg vasket mine beskidte og overraskende blodige fødder fra iglebid i floden og fik det tip, jeg nævnte ovenfor. Motorbåden, en glasfiberbåd med påhængsmotor, stor nok til alt vores baggage og Sinang, Sirka, jeg, to lokale kvinder og en styrmand, sejlede os til Andoung Tuek på en halv times tid. Her fik vi længe ventet frokost på en lille restaurant, som vi havde benyttet på udturen. Efter vores meget velsmagende hjortekød - der egentlig burde have været konfiskeret - arrangerede Sinang transport med minibus til Phnom Penh for 42,5$, en meget høj pris, men alternativet var endnu en tur med moto, noget der i sidste ende formodentlig ville have kostet det samme. Til gengæld havde vi bussen, et vrag af en Toyota, der aldrig ville komme i nærheden af et syn i danmark, for os selv. Chaufføren var tydeligvis ikke vandt til trafikken i Phnom Penh og var faktisk ved at køre flere motodrivers ned. Selv Sinang blev nervøs, så vi blev kørt hjem af en af vagterne fra WildAid, da vi havde læsset udstyret af. Hjemme fik vi et tiltrængt bad og gik ud og fik os en god, fedtet omgang burger med pommes frites og derefter i seng.
Idag har vi sendt tøj til vask og opdaget, at det faktisk er billigere for mig at blive i landet længere end mit visa tillader og betale bøden, 5$ om dagen i 5 dage, end at forlænge det, hvilket koster 45$ for en måned, eneste periode mulig.